30 dages returret

Svensk modetøjsgigant åbner første danske butik i Field’s

Den svenske fashionkæde Lindex åbner sin første butik i Danmark. Butikken, der bliver drevet som en franchisevirksomhed, slår dørene op til efteråret i Københavns attraktive shoppingcenter Field’s.

Med en central placering i Field’s åbner den svenskejede modemastodont Lindex til efteråret sin første butik i Danmark. Den 700 kvadratmeter store butik bliver indrettet efter kædens nyeste koncept og byder dermed på samtlige kollektioner; dame, børn, lingeri og kosmetik. Kunderne bliver budt velkommen i et moderne shoppingmiljø, og indretningen i Lindex’ nye butik gennemsyres af brandets skandinaviske arv med et skarpt fokus på bæredygtige materialer.

– Danmark er et spændende marked med mange modebevidste kvinder. Siden 2009 har vi tilbudt Lindex’ modetøj online i Danmark og har længe været interesseret i at åbne fysiske butikker. Vi ser med spænding frem mod åbningen sammen med vores succesfulde franchisepartner, siger Johan Isacson, ansvarlig for Lindex Franchise.

Siden 1954, hvor Lindex blev etableret i Alingsås i Sverige, har butikskæden udviklet sig til et af Europas førende fashionbrands med over 470 butikker i 17 forskellige lande samt webbutik i 30 lande. Kæden står særligt stærkt i Norden med 201 butikker i Sverige, 99 i Norge, 68 i Finland, 6 på Island – men ingen i Danmark.

Succesfuld partner

Satsningen i Danmark er en fortsættelse af Lindex’ internationale ekspansion. Åbningen af butikken i Field’s bliver eksekveret i samarbejde med den islandske franchisetager LDX 19, som i dag driver seks meget vellykkede Lindexbutikker samt e-handel på Island.

– Vi er meget glade for, at vi sammen med det stærke modevaremærke Lindex kan åbne en butik i Danmark. Lindex’ inspirerende, prisbevidste og bæredygtige sortiment føles helt rigtigt for de danske kunder. Vi ser frem til at byde alle velkomne i den nye butik i Field’s, siger Loa D. Kristjansdottir, der sammen med Albert Thor Magnusson er franchisetagere for Lindex.

Stærkest i fashion

Thomas Thomsen, der er Center Manager i Field’s, der med 8,7 millioner årlige besøgende og 79.300 kvadratmeter detailhandel under ét tag er Danmarks største shoppingcenter, er også begejstret for den kommende åbning.

– Field’s skal være den førende shoppingdestination i Danmark. Vi er derfor stolte over, at Lindex har valgt at begynde deres danske ekspansion i Field’s, da uden tvivl understreger vores positionering inden for fashion med Danmarks bedste butiksmix. Lindex er et stærkt brand indenfor fasion-kategorien, hvor der er et stort fokus på bæredygtighed kombineret med prisbevidst strategi, forklarer Thomas Thomsen.